Analyse af Ole Bornedals 'Charlot & Charlotte', 1. afsnit

Essay by IkarosCollege, UndergraduateA+, September 2007

download word file, 8 pages 0.0

Downloaded 2768 times

Ole Bornedals ”Charlot og Charlotte”Ole Bornedals ”Charlot og Charlotte” blev vist førstegang på dansk tv i 1996, og var en skelsættende fiktionsfortælling om de to kvinder Charlot og Charlottes rejse gennem et postkortagtigt Danmark. Men selvom mange fulgte med i deres rejse, så er tv-serien et værk, som fortjener en dybere analyse, end man umiddelbart skulle tro. Det er en serie hvor samtidssatire og ironisk medierefleksivitet mødes, en serie der har et førstehåndsindtryk af blot at være en dansk folkekomedie, men dykker man dybere ned i kaninhullet vil man finde interessante samplede elementer og iøjefaldende genrebrud. Og det er netop samplingen og genrebrudene, der er hele essensen ved tv-serien.

Serien åbner med en opmærksomhedsskabende introsekvens, som består af pludselig og usammenhængende montageklip, både i musik og billede. Herefter mødes de to protagonister, Charlot og Charlotte, i en lufthavn. De kender ikke hinanden, men deres skæbner bliver ironisk flettet sammen, da de begge på dramatisk vis har fået knust deres drømme, og de nu deler samme ”interesse”, nemlig: ”Mænd er nogle svin” - som Charlot så poetisk konstaterer.

Gennem resten af afsnittet får vi en uddybning af deres forskellige personligheder, men allerede i første scene ser vi, hvordan de to står i kontrast til hinanden. På den ene side har vi Charlot, som er den mørke (mørkhåret), åbne, initiativtagende, dominerende, ikke-følsomme – ja, næsten maskuline figur (hun siger endda i en scene til Weido Kaj, at hun har ”et lille vedhæng dernede sydpå”). Og modsat har vi Charlotte, som har de lyse (lyshåret), passive, tilbageholdende, følsomme og feminine egenskaber. Men selvom de er diametrale modsætninger kan der stadig trækkes paralleller mellem dem: ”Charlot” er ”Charlotte” bare udtalt på engelsk, og deres problemstilling og skæbne er ens.

De to protagonister påvirker hinanden gennem en slags passiv diffusion, og på den måde hver især opnår de en balance. At ”mænd er nogle svin” holder dem sammen, og får dem ud på en rejse, hvor møderne med tilfældige mænd er med til at understrege deres holdning. Weido Kaj, tv-værten Hans Jørgen Wilder, Charlots ekskæreste og pastor Zeem er alle mænd der kan placeres i den negative ende af skalaen.

Mødet med disse forskellige mænd er alle tilrettelagt, så intensitetskurven følger berettermodellen meget nøjagtig. Vi har anslaget i starten, som er mødet mellem Charlot og Charlotte, derefter møder de to kvinder Weido Kaj som splitter dem ad. Men de finder sammen igen, hvor Charlotte prøver at begå selvmord. De tager så videre til Charlottes idol, H. J. Wilder. Han er endnu mærkeligere end Weido Kaj, og derfor en øget spænding. Charlot finder så ud af, at hendes ekskæreste skal til at gifte sig med en anden kvinde, og af vrede tager hun/de ud for at spolere brylluppet. Til sidst har vi pastor Zeem, som ikke alene er formanden for den okkulte sekt Jobs Børn, han har også lige slået en mand ihjel. Pastor Zeems mænd bortfører Charlot og Charlotte til deres opholdssted. Og det bliver netop de to sidst nævnte situationer som skaber point of no return; hvor kvinderne gør op med deres fortid ved at ødelægge ekskærestens bryllup, og ved at de flygter fra sekten Jobs Børn. Nu har Charlot med sikkerhed ikke noget sted at være, og Charlotte har sagt nej til den sekt, hun havde viet sit liv til. Så de må flygte og deres rejse mod Skagen begynder.

Selve rejsen og fortællingens overfladestruktur er tydeligvis en sampling og reference til Ridley Scotts Thelma & Louise (1992), som ligeledes handler om to undertrykte kvinder, som gør op med deres fortid og sammen rejser af sted i bil. Genremæssig ligger den altså meget op af de typisk amerikanske roadmovies, hvor der typisk er tale om et utilpasset individ, som har en konflikt med (samfundets) normer, etik, moral og værdier. Vi har set det i Arthur Penns Bonnie & Clyde (1967), David Lynchs Wild at Heart (1990) og Terry Gilliams Fear and Loathing in LA. (1998), og vi ser det her, hvor Charlotte er kommet i konflikt med den religiøse sekt – hun har mistet troen. Og Charlot er i konflikt med den celebre verden, hun kom fra. Så rejsen går gennem et postkortagtigt Danmark, mod Skagen. Men som i en hvilken som helst anden traditionel roadmovie er det ikke rejsens mål, der er det væsentlige, men det er selve rejsen som har betydning. Det er rejsen som symboliser den forandring og personudvikling, der finder sted i individet, når det bryder ud af samfundet for at finde sine egne normer og værdier. Individet er altså en uharmonisk person, som bryder ud af det samfund, der prøver at tilpasse det, for at finde sig selv og på den måde komme i harmoni og balance med sig selv. Ligeledes ser vi Charlot og Charlotte bryde fri fra deres rammer og rejse ud sammen. Rejsen er altså mere en frigørelse og et dannelsesprojekt end et egentlig fysisk mål.

Hele frigørelsen fra samfundet understreges i Charlot og Charlotte af, at Bornedal har valgt 90’ernes store punkrock navne til sit asynkrone lydbillede. Seriens titel sang, som åbner det hele, er således R.E.M med Bang and Blame. Og senere, da kvinderne kører væk i bilen, bliver der spillet Nirvana. Fælles for de to punk/grunge-bands er, at de begge fik deres store gennembrud i 1991 – R.E.M med Out of time og Nirvana med Nevermind. At Bornedal har valgt lige netop punkrock-bands skyldes selvfølgelig at punkgenerationen især var unge mennesker, som kunne trækkes parallelt til beatgeneration. Beatgeneration var udsprunget af 2. verdenskrig, og de dyrkede stoffer, alkohol, kunst og ikke mindst en frigørelse fra samfundet. Punkmusikken er fyldt med energi, og teksterne er ofte enkle med provokerende – altså gode til at understrege en frigørelse.

Intertekstualiteten i serien er som sagt en vigtig kerne, da den på bedste postmodernismemanér kommunikerer med andre fiktioner. Vi ser hvordan der bliver taget fra de typiske agentfilm, hvor Charlot og Charlotte skal ”bryde ind” til tv-værten Hans Jørgen Wilder; musikken ændres, og locationen med det store hus, jerngitteret de skal forbi, og ikke mindst deres ”mission”, er alle sædvanlige træk. Det samme gælder, hver gang Jobs Børns sorte bil, som mest ligner én stor kliche, træder frem i billedet, så ændres musik meget pludseligt, og en mystisk stemning skabes. Senere bliver de to protagonister forfulgt af den samme sorte bil, og en mindre biljagt begynder. Det lykkes sekten at fange kvinderne, da Charlottes bil pludselig løber tør for benzin (også typisk i film), og de bliver bragt med til sektens opholdssted, hvorefter genreformlen gør brug af det uhyggelige, okkulte gys. Et uvirkeligt, skummelt drømmebillede bliver opnået ved malende low-key belysning. Denne scene viser også at rejsen ikke kun er en dannelsesrejse, men ligeledes en rejse gennem tiden. Charlotte kommer dog til sig selv, og indser de må stikker af. Her ændrer formlen sig til en klassisk actionfilm, hvor Charlot ved hvordan man kortslutter en bil, så bilen eksplodere, og protagonisterne kan stikke af til lyden af bragende rockmusik (og hvis jeg ikke husker forkert, springer protagonisterne i Thelma & Louise også en lastbil i luften). Det mærkværdige ved rockmusikken i den scene er, at den starter som asynkron, men konverteres til at være on screen, incidentalmusik. Flere steder tangerer genreformlen endda også mod det melodramatiske. Det ser vi, da Charlotte i fortvivlelse over sit liv, prøver at begå selvmord ved at stille sig på togskinnerne. Tid og handling går i stå, og følelserne får frit løb. Men lige meget hvor sørgeligt, spændende eller hektisk det bliver, så har vi hele tiden et kontrapunktisk element: Humoren.

Humoren ligger som en konstant undertone gennem hele afsnittet, og bliver derfor nok den mest dominerende genreformel. Vi ser det i den førnævnte scene, hvor Charlotte venter på at et tog skal tage hendes liv, men vi finder straks ud af, at togførerne strejker, ”Jeg kan ikke engang tage mit eget liv.” erfarer Charlotte. For selvom selvmord er et alvorligt emne, lykkes det Charlotte at få et smil frem hos seerne, og det da også hende, der er den klassiske fald-på-halen figur. Hun er den jyske, ubevidste bondepige, som er flyttet til storbyen. Det ufrivillige kommer altid frem i hendes små sætninger, sagt på eksorbitant jysk, og derved bliver hun slapstik figuren, som gør stemningen lettere og sjovere, når alting virker håbløst. Altså bliver den danske folkekomedie sammen med den amerikanske roadmovie den fremherskende genre i afsnittet/serien.

I det hele taget er der mange referencer til den amerikanske filmindustri, Hollywood. Ikke mindst ser vi det ved, at Charlot kommer fra den amerikanske celebre verden, og Charlotte fra postkort Danmark. Vi ser det også i de stilistiske virkemidler: måden der skabes gys, melodrama, romantik og spænding er alle skabt som var det fra en klassisk Hollywoodfilm. Der er blandingslys. Der er vægt på stemnings skabende musik. Berettermodellen følges til punkt og prikke, og gennem næsten hele afsnittet gøres der brug af kontinuitetsklipning – alle klassiske virkemidler hentet fra Hollywoodfilm. Disse klassiske Hollywoodelementer bliver så blandet sammen med den danske folkekomedie i en god cocktail, hvor Bornedal forstår at øse lige den rette mængde af hvert element, så vi aldrig får et tydelig dominerende virkemiddel. Denne måde at lave tv-serier på kunne minde om Lars von Triers Riget (1994), som ligeledes var én af 90’ernes banebrydende tv-fiktioner. I Riget sampler Trier bland andet fra komedie, drama og horror og blander det sammen i en mystisk 'mixtum compositum'.

Men det er ikke kun film og filmgenre Bornedal sampler fra, vi ser ligeledes at virkeligheden bliver blandet ind i historien. Der er f.eks. referencer til kendte locations og ikke mindst personer. Vi har Jarl Frii-Mikkelsen i rollen som tv-værten Hans Jørgen Wilder. Det sjove er at han selv havde sit eget program på DR – Talkshowet (1991-1993). Og derved bliver Charlot og Charlotte ikke kun en blanding af genre, men også en spejling af medieverdenen. Det understødtes bl.a. da Charlot spørger, hvorfor han hele tiden har fjernsyn og kamera kørende, og Hans Jørgen Wilder svarer: ”Jeg optager, hvad jeg oplever… Så jeg kan opleve det en gang til.” . Et andet eksempel er, hvor kvinderne har prøvet at begå deres første ”selvmord”, ved at spring ud fra stueetagen. Her kommer en mand gående forbi med sin hund. Han har intet med selve historien at gøre, men alligevel stopper han op og ser på Charlot og Charlotte. Manden med sin hund kunne være et symbol på en gennemsnitsdansker, som bruger sin aftner på at sidde foran tv’et, og engang imellem lufter hunden. Men ved at han stopper op, og ser på kvinder får vi igen fornemmelsen af en mediespejling. Manden ser på kvinderne, som vi seere gør det. Bornedal får altså skabt en illusion af en konstant overvågning. Vi samme scene siger Charlotte: ”Gud ser alt – osse selvom man ikke tror på ham.”Selve mediespejlingen og den konstante overvågning kunne være en del af tematikken, men som afsnittet blander mange genre, blander den også mange temaer. Titlen Charlot og Charlot får os til at beskue de to protagonister, og en anden del af tematikken kunne være dem, deres udviklingsprocesser, deres dannelsesrejse. De to kvinder er modsætninger, men tager på en rejse, hvor deres diametrale personligheder påvirker hinanden, så de hver især kan opnå balance. Desuden kunne deres forskelligheder være et tema. Vi har Charlot fra Amerika og Charlotte fra Danmark, og det kunne være en tredje del af temaet - forholdet mellem Danmark og USA, symboliseret af Skagen og Manhattan. Altså kontraster; det idylliske, fredfyldte mod det hektiske storbyliv. Og endvidere kunne det være national identitet.

Men det at de klassiske Hollywoodtræk blandes sammen med de danske filmtraditioner, og vi har den amerikanske roadmovie genre, som en af de dominerende genre, gør at afsnittet og serien må blive en reference til vores danske samfund. Hvor individet i roadmovies ikke kommer til sin ret, og bliver undertrykt, kunne dette være en kritisk kommentar til det danske samfund og ikke mindst medieverdenen.