Ole Bornedals ÃÂCharlot og CharlotteÃÂOle Bornedals ÃÂCharlot og Charlotteàblev vist førstegang pÃÂ¥ dansk tv i 1996, og var en skelsættende fiktionsfortælling om de to kvinder Charlot og Charlottes rejse gennem et postkortagtigt Danmark. Men selvom mange fulgte med i deres rejse, sÃÂ¥ er tv-serien et værk, som fortjener en dybere analyse, end man umiddelbart skulle tro. Det er en serie hvor samtidssatire og ironisk medierefleksivitet mødes, en serie der har et førstehÃÂ¥ndsindtryk af blot at være en dansk folkekomedie, men dykker man dybere ned i kaninhullet vil man finde interessante samplede elementer og iøjefaldende genrebrud. Og det er netop samplingen og genrebrudene, der er hele essensen ved tv-serien.
Serien ÃÂ¥bner med en opmærksomhedsskabende introsekvens, som bestÃÂ¥r af pludselig og usammenhængende montageklip, bÃÂ¥de i musik og billede. Herefter mødes de to protagonister, Charlot og Charlotte, i en lufthavn. De kender ikke hinanden, men deres skæbner bliver ironisk flettet sammen, da de begge pÃÂ¥ dramatisk vis har fÃÂ¥et knust deres drømme, og de nu deler samme ÃÂinteresseÃÂ, nemlig: ÃÂMænd er nogle svinà- som Charlot sÃÂ¥ poetisk konstaterer.
Gennem resten af afsnittet fÃÂ¥r vi en uddybning af deres forskellige personligheder, men allerede i første scene ser vi, hvordan de to stÃÂ¥r i kontrast til hinanden. PÃÂ¥ den ene side har vi Charlot, som er den mørke (mørkhÃÂ¥ret), ÃÂ¥bne, initiativtagende, dominerende, ikke-følsomme àja, næsten maskuline figur (hun siger endda i en scene til Weido Kaj, at hun har ÃÂet lille vedhæng dernede sydpÃÂ¥ÃÂ). Og modsat har vi Charlotte, som har de lyse (lyshÃÂ¥ret), passive, tilbageholdende, følsomme og feminine egenskaber. Men selvom de er diametrale modsætninger kan der stadig trækkes paralleller mellem dem: ÃÂCharlotàer ÃÂCharlotteàbare udtalt pÃÂ¥ engelsk, og deres problemstilling og skæbne er ens.
De to protagonister pÃÂ¥virker hinanden gennem en slags passiv diffusion, og pÃÂ¥ den mÃÂ¥de hver især opnÃÂ¥r de en balance. At ÃÂmænd er nogle svinàholder dem sammen, og fÃÂ¥r dem ud pÃÂ¥ en rejse, hvor møderne med tilfældige mænd er med til at understrege deres holdning. Weido Kaj, tv-værten Hans Jørgen Wilder, Charlots ekskæreste og pastor Zeem er alle mænd der kan placeres i den negative ende af skalaen.
Mødet med disse forskellige mænd er alle tilrettelagt, sÃÂ¥ intensitetskurven følger berettermodellen meget nøjagtig. Vi har anslaget i starten, som er mødet mellem Charlot og Charlotte, derefter møder de to kvinder Weido Kaj som splitter dem ad. Men de finder sammen igen, hvor Charlotte prøver at begÃÂ¥ selvmord. De tager sÃÂ¥ videre til Charlottes idol, H. J. Wilder. Han er endnu mærkeligere end Weido Kaj, og derfor en øget spænding. Charlot finder sÃÂ¥ ud af, at hendes ekskæreste skal til at gifte sig med en anden kvinde, og af vrede tager hun/de ud for at spolere brylluppet. Til sidst har vi pastor Zeem, som ikke alene er formanden for den okkulte sekt Jobs Børn, han har ogsÃÂ¥ lige slÃÂ¥et en mand ihjel. Pastor Zeems mænd bortfører Charlot og Charlotte til deres opholdssted. Og det bliver netop de to sidst nævnte situationer som skaber point of no return; hvor kvinderne gør op med deres fortid ved at ødelægge ekskærestens bryllup, og ved at de flygter fra sekten Jobs Børn. Nu har Charlot med sikkerhed ikke noget sted at være, og Charlotte har sagt nej til den sekt, hun havde viet sit liv til. SÃÂ¥ de mÃÂ¥ flygte og deres rejse mod Skagen begynder.
Selve rejsen og fortællingens overfladestruktur er tydeligvis en sampling og reference til Ridley Scotts Thelma & Louise (1992), som ligeledes handler om to undertrykte kvinder, som gør op med deres fortid og sammen rejser af sted i bil. Genremæssig ligger den altsÃÂ¥ meget op af de typisk amerikanske roadmovies, hvor der typisk er tale om et utilpasset individ, som har en konflikt med (samfundets) normer, etik, moral og værdier. Vi har set det i Arthur Penns Bonnie & Clyde (1967), David Lynchs Wild at Heart (1990) og Terry Gilliams Fear and Loathing in LA. (1998), og vi ser det her, hvor Charlotte er kommet i konflikt med den religiøse sekt àhun har mistet troen. Og Charlot er i konflikt med den celebre verden, hun kom fra. SÃÂ¥ rejsen gÃÂ¥r gennem et postkortagtigt Danmark, mod Skagen. Men som i en hvilken som helst anden traditionel roadmovie er det ikke rejsens mÃÂ¥l, der er det væsentlige, men det er selve rejsen som har betydning. Det er rejsen som symboliser den forandring og personudvikling, der finder sted i individet, nÃÂ¥r det bryder ud af samfundet for at finde sine egne normer og værdier. Individet er altsÃÂ¥ en uharmonisk person, som bryder ud af det samfund, der prøver at tilpasse det, for at finde sig selv og pÃÂ¥ den mÃÂ¥de komme i harmoni og balance med sig selv. Ligeledes ser vi Charlot og Charlotte bryde fri fra deres rammer og rejse ud sammen. Rejsen er altsÃÂ¥ mere en frigørelse og et dannelsesprojekt end et egentlig fysisk mÃÂ¥l.
Hele frigørelsen fra samfundet understreges i Charlot og Charlotte af, at Bornedal har valgt 90ÃÂernes store punkrock navne til sit asynkrone lydbillede. Seriens titel sang, som ÃÂ¥bner det hele, er sÃÂ¥ledes R.E.M med Bang and Blame. Og senere, da kvinderne kører væk i bilen, bliver der spillet Nirvana. Fælles for de to punk/grunge-bands er, at de begge fik deres store gennembrud i 1991 àR.E.M med Out of time og Nirvana med Nevermind. At Bornedal har valgt lige netop punkrock-bands skyldes selvfølgelig at punkgenerationen især var unge mennesker, som kunne trækkes parallelt til beatgeneration. Beatgeneration var udsprunget af 2. verdenskrig, og de dyrkede stoffer, alkohol, kunst og ikke mindst en frigørelse fra samfundet. Punkmusikken er fyldt med energi, og teksterne er ofte enkle med provokerende àaltsÃÂ¥ gode til at understrege en frigørelse.
Intertekstualiteten i serien er som sagt en vigtig kerne, da den pÃÂ¥ bedste postmodernismemanér kommunikerer med andre fiktioner. Vi ser hvordan der bliver taget fra de typiske agentfilm, hvor Charlot og Charlotte skal ÃÂbryde indàtil tv-værten Hans Jørgen Wilder; musikken ændres, og locationen med det store hus, jerngitteret de skal forbi, og ikke mindst deres ÃÂmissionÃÂ, er alle sædvanlige træk. Det samme gælder, hver gang Jobs Børns sorte bil, som mest ligner én stor kliche, træder frem i billedet, sÃÂ¥ ændres musik meget pludseligt, og en mystisk stemning skabes. Senere bliver de to protagonister forfulgt af den samme sorte bil, og en mindre biljagt begynder. Det lykkes sekten at fange kvinderne, da Charlottes bil pludselig løber tør for benzin (ogsÃÂ¥ typisk i film), og de bliver bragt med til sektens opholdssted, hvorefter genreformlen gør brug af det uhyggelige, okkulte gys. Et uvirkeligt, skummelt drømmebillede bliver opnÃÂ¥et ved malende low-key belysning. Denne scene viser ogsÃÂ¥ at rejsen ikke kun er en dannelsesrejse, men ligeledes en rejse gennem tiden. Charlotte kommer dog til sig selv, og indser de mÃÂ¥ stikker af. Her ændrer formlen sig til en klassisk actionfilm, hvor Charlot ved hvordan man kortslutter en bil, sÃÂ¥ bilen eksplodere, og protagonisterne kan stikke af til lyden af bragende rockmusik (og hvis jeg ikke husker forkert, springer protagonisterne i Thelma & Louise ogsÃÂ¥ en lastbil i luften). Det mærkværdige ved rockmusikken i den scene er, at den starter som asynkron, men konverteres til at være on screen, incidentalmusik. Flere steder tangerer genreformlen endda ogsÃÂ¥ mod det melodramatiske. Det ser vi, da Charlotte i fortvivlelse over sit liv, prøver at begÃÂ¥ selvmord ved at stille sig pÃÂ¥ togskinnerne. Tid og handling gÃÂ¥r i stÃÂ¥, og følelserne fÃÂ¥r frit løb. Men lige meget hvor sørgeligt, spændende eller hektisk det bliver, sÃÂ¥ har vi hele tiden et kontrapunktisk element: Humoren.
Humoren ligger som en konstant undertone gennem hele afsnittet, og bliver derfor nok den mest dominerende genreformel. Vi ser det i den førnævnte scene, hvor Charlotte venter pÃÂ¥ at et tog skal tage hendes liv, men vi finder straks ud af, at togførerne strejker, ÃÂJeg kan ikke engang tage mit eget liv.àerfarer Charlotte. For selvom selvmord er et alvorligt emne, lykkes det Charlotte at fÃÂ¥ et smil frem hos seerne, og det da ogsÃÂ¥ hende, der er den klassiske fald-pÃÂ¥-halen figur. Hun er den jyske, ubevidste bondepige, som er flyttet til storbyen. Det ufrivillige kommer altid frem i hendes smÃÂ¥ sætninger, sagt pÃÂ¥ eksorbitant jysk, og derved bliver hun slapstik figuren, som gør stemningen lettere og sjovere, nÃÂ¥r alting virker hÃÂ¥bløst. AltsÃÂ¥ bliver den danske folkekomedie sammen med den amerikanske roadmovie den fremherskende genre i afsnittet/serien.
I det hele taget er der mange referencer til den amerikanske filmindustri, Hollywood. Ikke mindst ser vi det ved, at Charlot kommer fra den amerikanske celebre verden, og Charlotte fra postkort Danmark. Vi ser det ogsÃÂ¥ i de stilistiske virkemidler: mÃÂ¥den der skabes gys, melodrama, romantik og spænding er alle skabt som var det fra en klassisk Hollywoodfilm. Der er blandingslys. Der er vægt pÃÂ¥ stemnings skabende musik. Berettermodellen følges til punkt og prikke, og gennem næsten hele afsnittet gøres der brug af kontinuitetsklipning àalle klassiske virkemidler hentet fra Hollywoodfilm. Disse klassiske Hollywoodelementer bliver sÃÂ¥ blandet sammen med den danske folkekomedie i en god cocktail, hvor Bornedal forstÃÂ¥r at øse lige den rette mængde af hvert element, sÃÂ¥ vi aldrig fÃÂ¥r et tydelig dominerende virkemiddel. Denne mÃÂ¥de at lave tv-serier pÃÂ¥ kunne minde om Lars von Triers Riget (1994), som ligeledes var én af 90ÃÂernes banebrydende tv-fiktioner. I Riget sampler Trier bland andet fra komedie, drama og horror og blander det sammen i en mystisk 'mixtum compositum'.
Men det er ikke kun film og filmgenre Bornedal sampler fra, vi ser ligeledes at virkeligheden bliver blandet ind i historien. Der er f.eks. referencer til kendte locations og ikke mindst personer. Vi har Jarl Frii-Mikkelsen i rollen som tv-værten Hans Jørgen Wilder. Det sjove er at han selv havde sit eget program pÃÂ¥ DR àTalkshowet (1991-1993). Og derved bliver Charlot og Charlotte ikke kun en blanding af genre, men ogsÃÂ¥ en spejling af medieverdenen. Det understødtes bl.a. da Charlot spørger, hvorfor han hele tiden har fjernsyn og kamera kørende, og Hans Jørgen Wilder svarer: ÃÂJeg optager, hvad jeg opleveràSÃÂ¥ jeg kan opleve det en gang til.à. Et andet eksempel er, hvor kvinderne har prøvet at begÃÂ¥ deres første ÃÂselvmordÃÂ, ved at spring ud fra stueetagen. Her kommer en mand gÃÂ¥ende forbi med sin hund. Han har intet med selve historien at gøre, men alligevel stopper han op og ser pÃÂ¥ Charlot og Charlotte. Manden med sin hund kunne være et symbol pÃÂ¥ en gennemsnitsdansker, som bruger sin aftner pÃÂ¥ at sidde foran tvÃÂet, og engang imellem lufter hunden. Men ved at han stopper op, og ser pÃÂ¥ kvinder fÃÂ¥r vi igen fornemmelsen af en mediespejling. Manden ser pÃÂ¥ kvinderne, som vi seere gør det. Bornedal fÃÂ¥r altsÃÂ¥ skabt en illusion af en konstant overvÃÂ¥gning. Vi samme scene siger Charlotte: ÃÂGud ser alt àosse selvom man ikke tror pÃÂ¥ ham.ÃÂSelve mediespejlingen og den konstante overvÃÂ¥gning kunne være en del af tematikken, men som afsnittet blander mange genre, blander den ogsÃÂ¥ mange temaer. Titlen Charlot og Charlot fÃÂ¥r os til at beskue de to protagonister, og en anden del af tematikken kunne være dem, deres udviklingsprocesser, deres dannelsesrejse. De to kvinder er modsætninger, men tager pÃÂ¥ en rejse, hvor deres diametrale personligheder pÃÂ¥virker hinanden, sÃÂ¥ de hver især kan opnÃÂ¥ balance. Desuden kunne deres forskelligheder være et tema. Vi har Charlot fra Amerika og Charlotte fra Danmark, og det kunne være en tredje del af temaet - forholdet mellem Danmark og USA, symboliseret af Skagen og Manhattan. AltsÃÂ¥ kontraster; det idylliske, fredfyldte mod det hektiske storbyliv. Og endvidere kunne det være national identitet.
Men det at de klassiske Hollywoodtræk blandes sammen med de danske filmtraditioner, og vi har den amerikanske roadmovie genre, som en af de dominerende genre, gør at afsnittet og serien mÃÂ¥ blive en reference til vores danske samfund. Hvor individet i roadmovies ikke kommer til sin ret, og bliver undertrykt, kunne dette være en kritisk kommentar til det danske samfund og ikke mindst medieverdenen.