Historisk resume og kronologi
For at forstÃÂ¥ Estrup og forsvarssagen, bliver man nød til at vide hvad der skete op til, og under provisorie-tiden.
NÃÂ¥r VI, os danskere ser tilbage pÃÂ¥ det nittende ÃÂ¥rhunderede, danner vi os et tvetydigt billede. PÃÂ¥ den ene side har vi den sÃÂ¥kaldte guldalder og pÃÂ¥ den anden side en af de mørkeste perioder i danmarks historien.
Guldalderen med sine skagensmalere, Grundtvig, Ingemann, H.C. Andersen osv. Der er ingen grænser for vor begejstring af vores kultur i det nittende ÃÂ¥rhundrede. Denne vidunderlige og inspirende tid stÃÂ¥r i lige sÃÂ¥ stærk kontrast til Danmarks fald fra storhed.
I denne opgave vil jeg beskæftige mig selv med tiden fra 1875 til 1880.
Kronologisk overisgt oversigt fra starten af 1800 til Estrup-tiden
* 1801 - slaget pÃÂ¥ Rheden
* 1807 - København bombes af England, - ogsÃÂ¥ kendt som det første terror-bombadement.
* 1813 - Danmark gÃÂ¥r statsbankerot
* 1814 - Danmark mister Norge til Sverige, - og har aldrig været mindre.
* 1848 - første slevigske krig bryder ud.
* 1849 - Danmarks Riges Grundlov
* 1863 - Christian IX bliver konge
* 1864 - Krig med Preussen og ÃÂstrig og afstÃÂ¥else af hertugdømmerne Slesvig og Holsten
* 1866 - Danmarks gennemsete Grundlov
* 1870 - Partiet Venstre stiftes
* 1870 - 74 - Regeringen Holstein-Holsteinborg
* 1874 - 75 - Regeringen Fonnesbech
* 1875 - 94 - Estrup bliver konseilpræsident
* 1877 - Første finanslovsprovisorium
* 1878 - optræk til udenrigspolitisk krise
* 1885 - 94 - ProvisorieÃÂ¥rene
Jacob Brønnum Scavenius Estrup
"Jacob Brønnum Scavenius Estrup betød sÃÂ¥ meget i sin tid, at han har krav pÃÂ¥ en historik vurdering. Han stod i første række af dansk politik i over 30 og var minister i 11; hans gerningern og tanker satte sig spor." - Sigurd Ramburch
Jacob Brønnum Scavenius Estrup blev født 16. april 1825 og døde 24. december 1913. J. B. S. Estrup var søn af godsejeren og rigmanden Hector Estrup.
Estrup var en af genrejserne efter nederlaget i 1864 hvor Danmark mistede 40 % af et land der i forvejen var stærkt svækket efter afsættelsen af Norge til Sverige i 1813.
Estrup maxim var at aldrig igen skulle Danmark være forsvarsløst og militært svagt. Han holdte det politiske maxim i hævd til den dag han døde, og hans politik udspillede sig deraf.
Estrup var ikke en hvilken som helst politiker der pÃÂ¥ grund af sin status som godsejer var født til indflydelse, nej Estrup var lavet af det stof som store mænd er lavet af, - pÃÂ¥ godt og ondt.
Estrup sÃÂ¥ det som sin pligt at engarere sig i politik, han lod sig ikke, som sÃÂ¥ mange andre politikker hverve til et politisk liv pÃÂ¥ grund af magtens sødme.
Estrup troede pÃÂ¥ sine idealer
Estrup mente inderligt han kunne være en nytte for Gud, konge og fædreland.
Oprustningen af København og hvorfor?
I 1875 var der en stærkt stigende spænding mellem Tyrkiet og Rusland. Dette skyldes at den overvejende slaviske og kristne befolkning i Herzegowina rejste sig mod det tyrkiske herredømme. Denne opstand blev støttet politik af Rusland. Rusland bestræbte sig pÃÂ¥ at nÃÂ¥ ud til Bosporus som gav adgang til Middelhavet; dette forsøg pÃÂ¥ at forskyde magtbalancen blev nøje overvÃÂ¥get af England. Befolkningen i Herzegowina kunne regne med at fÃÂ¥ støtte fra kongeriget Montenegro, og bosnien som i tidligere i attenhundredetallet var blevet indraget under Tyrkiet. Sommer 1876 erklærede Serbien og Montenegro Tyrkiet krig; 9 mÃÂ¥neder senere erklærede Rusland ogsÃÂ¥ Tyrkiet krig, - denne krig blev ogsÃÂ¥ set som en vantro versus de kristne. England ville som sagt holde Rusland i skak, og ydede ved hjælp af diplomatiske midler Tyrkiet stor bistand.
Dette Skræmte mange europærer og især danskerne som endnu engang stod til at blive revet med i en storkrig, pÃÂ¥ grund af sin strategiske position.
Truslen virkede mest skræmmende i forÃÂ¥ret 1878, hvor Rusland var i en position, hvor de kunne gennemtvinge en fredsaftale. Fredsaftalen kom i San Stefano 7. marts 1878. Imidlertidigt var mange europærer bekyremret over denne fredsaftale; resultatet blev en magt konferencce i Berlin ledet af Bismarck hvor Rusland afgav og lempede nogle af de fordele de havde fra freden af marts 78. Krisen var drevet over.
I denne periode fra 1875 til 1878 hvor man følte truslen om krig var overhængende, havde den danske regering og militæret interresseret sig stærkt for København og dens befæstning.
København lÃÂ¥ stategisk meget vigtigt for bÃÂ¥de Rusland og Englang.
Som kortet viser er der to veje mellem Englang og Rusland: Gibraltar Strædet som er engelsk, og sÃÂ¥ er der ÃÂresund. Som bekendt ligger København ud til ÃÂresund, hvilket gjorde København samt resten af Danmark en vigtig brik i puslespillet. Danmark som 1864 mistede Sønderjylland og 1813 Norge var smÃÂ¥t som aldrig før. Man mÃÂ¥tte træffe valget mellem: at opruste Københavnsbefæstning og spille stor og upÃÂ¥virket eller, at forholde sig passiv. Valget blev en oprustning af København.
Regeringen og militære ryster interrsserede sig især for søbefæstningen, fordi i tilfælde af krig ville bÃÂ¥de England og Rusland have interrese i at kontrollen over søvejene; dertil at hvis det skulle ende med krig, ville det være meget sandsynligt at Tyskland ville blive indraget, og alle danskere vidste hvad tyskere var gjort af, og hvad de havde gjort ti ÃÂ¥r tidligere.
Presset og truslen havde bevirket at søfæstningen var blevet oprustet og forbedret. Københavnsbefæstning bestod af en række forter og batterier.
Prøvestenen, Mellemfortet, Trekroner, Lynetten var forter, mens Strickers batteri og Kalkbrænderivej batteri var fløjbatterier, dertil kom ligeledes de indre batterier Kastellet, Langelinje og batteriet Sixtus.
Strickers blev moderniseret i 1875, Prøvestenen blev forstærket, Mellemfortet, Trekroner og batteriet pÃÂ¥ Kalkbrænderivejs var blevet moderniseret.
Denne oprustning gjorde at J.B.S. Estrup i slutningen af 1879 var nogenlunde tilfreds med Københavnsbefæstning. YderligtgÃÂ¥ende Højre folk var langtfra tilfreds med oprustningen. Dette havde fÃÂ¥et krigs og mÃÂ¥ldeminister Haffner til at sige op i 1877 da krigsfaren var størst. Der var pÃÂ¥ daværende tidspunkt almen enighed om at neutralitetspolitiken krævede en oprustningen af København. Haffner blev udskiftet med General Dreyer.
Valget af Dreyer forekom mange mærkeligt; Estrup var tilfreds med oprustningen. Dreyer var havde ingen politisk erfaring, men var gode venner med kongen. Dreyer var tilhænger af et meget stærkt forsvar af København og sÃÂ¥ de tiltag de var blevet gjort for at opruste København som bagateller.
Dreyer ville i følge rygterne opruste københavns befæstning for 100 millioner kroner og med en hær pÃÂ¥ 100.000 mand, søbefæstning havde han efter sigende ikke fastlagt, men dyr ville den blive.
Konklusion
PÃÂ¥ spørgsmÃÂ¥let: Var befæstningen af København under J. B. S. Estrup et sundt ræsonement?? Vil jeg mene at det kommer an pÃÂ¥ med hvilken optik man ser det pÃÂ¥.
Jeg vil mene, at hvis man ser pÃÂ¥ spændingerne, og til dels presset der var pÃÂ¥ Danmark, at det var en korrekt beslutning at opruste befæstning i København.
Danmark havde været i krig fire gang siden starten af 1800. Første gang, slaget pÃÂ¥ Rheden i 1801 hvor vores slolte flÃÂ¥de blev banket sønder og sammen af England. Anden gang, Terrorbombadementen af civil befolkning i københavn i 1807. Tredje gang, første slesvigske krig i 1848. Fjerde gang 1864 hvor vi mistede 40 % af vores land.
Faktum er, vi var i krig godt hvert tyvende ÃÂ¥r og to gange inde for de sidste tyve ÃÂ¥r. Med datidens optik stod vi til med stor sandsynlighed endnu engang at skulle i krig. Da Estrup og hans ligesinde stod overfor truslen i 1875 valgte de at opruste. Det skal siges at de ville holde os neutrale langt henne af vejen. Men hvis vi stod til at skulle kæmpe for vores frihed og uafhængighed, vil jeg mene, at det var korrekt at lade Københavns befæstning opruste og modernisere.
Københavns befæstning ville i tilfælde af krig være det der ville kunne redde København fra at blive indtaget af en eventuel fjende.