Radioens Historiske Udvikling

IndholdsfortegnelseSide1. Indledning..…………………………………………………………………………………....22. Den tidlige udvikling………………………………………………………………………….23. Danmarks Radiohistorie3.1 Radioens begyndelse i Danmark……….……………………………………..33.2 Radioen som kulturelt dannelsesinstrument…………………………………..53.3 Foredrag og neutralitet vs. mangfoldighed……………………………………83.4 Radionyheder…………………………………………………………………..83.5 Radioens indflydelse på fællesskabsfølelsen …………………………………94. Sammenligning af udviklingen i USA, Storbritannien og Danmark………………………….115. Konklusion…………………………………………………………………………………….136. Kilde- og litteraturfortegnelse…………………………………………………………………141. IndledningMed alle de avancerede medier, vi omgiver os med i dag, kan radioens rolle synes ubetydelig. Størrelsen af mediets nuværende rolle kan diskuteres, men sættes radiomediet ind i en historisk kontekst, bliver det tydeligt, at radioen i tidens løb har haft stor indflydelse på, hvordan samfundet har formet sig og er indrettet i dag.

Denne opgave vil redegøre for hovedtrækkene i radioens historie fra de første forsøg, over dens etablering som massemedie, til den videre udvikling til omkring midten af det 20. århundrede. Opgaven vil naturligt lægge ud med at beskrive radiomediets tidlige fase, da denne danner grobund for radioens senere udbredelse som massemedieDernæst vil en grundig gennemgang af den danske radiohistorie forelægge, ligesom dette vil udgøre hoveddelen af denne opgave.

digitaliser danmark 2011 034

digitaliser danmark 2011 077

digitaliser danmark 2011 082

Afsnittet vil fokusere på konflikten mellem public service målsætningerne og befolkningens smag samt programsammensætningen, og dens udvikling, da jeg mener disse to udgangspunkter vil være mest nyttige til at belyse de institutionelle, indholdsmæssige og formmæssige aspekter af udviklingen.

En sammenligning af udviklingen, hovedsageligt på det institutionelle og programmæssige plan, af Danmark, USA og England, er placeret efter afsnittet om Danmark. Der vil være en fokusering på hovedtrækkene i landenes udvikling, og dette afsnit er desuden placeret i sidste del af opgaven, idet sammenligningen fungerer som et naturligt optræk til en afslutning, der vil indeholde en opsummering af de vigtigste elementer fra hvert afsnit.

2. Den tidlige radioudviklingI dag kender vi bedst radioen som massekommunikationsmiddel, men før radioens hovedformål blev massekommunikation, gennemgik den en række tekniske udviklinger, der startede ca. 20 år før i 1890'erne. Én af de radiopionerer, der havde størst indflydelse, var italieneren Gugliemo Marconi, der i disse år udførte trådløse kommunikationsforsøg med morsekode teknik. Han flyttede til Storbritannien og oprettede selskabet "Marconi Wireless Telegraph Company", og her fik han betydelig indflydelse på udviklingen, da han konstruerede den første anvendelige sender til trådløs telegrafi og yderligere i 1901 formåede at telegrafere over Atlanten fra England til Newfoundland. Dette viste muligheden for langdistance-kommunikation mellem 2 destinationer og følgelig blev radiokommunikation til at starte med især brugt i søfartsindustrien (også militært), mellem to skibe eller kyst og skib, hvilket foregik i form af trådløs telegrafi, der brugte morsekodeteknik. I USA var det opfinderen Lee De Forest, som med opfindelsen af Audionrøret i 1907, der forstærkede de elektriske signaler og forbedrede lyden, der fik afgørende indflydelse. Den amerikanske hær viste interesse for De Forest's trådløse telegraf, og i 1908 blev den installeret i den Nordatlantiske flådes skibe. Andre amerikanske pionerer inkluderer Reginald Fessenden og Frank Conrad, som sammen med De Forest var med til at opfinde og udvikle transmission af stemme og musik, der tilsammen dannede grobund for radioens muligheder som massemedie.

Det var imidlertid ikke kun i korporative forbindelser, at radio blev udbredt, men kommercielle såvel som private interesser blev også vakt. De Forest var manden bag nogle af de første broadcasts fra Eiffeltårnet i Paris i 1908 og fra en operakoncert i New York i 1910. Fra omkring 1906 udbredtes amatørradiobrug i USA, med denne udvikling stoppede dog, da det blev forbudt i 1914 med begyndelsen af 1. verdenskrig. Efter krigen i 1920 testede "Marconi Company" i Storbritannien radiotelefoni ved at transmittere tale fra Chelmsford. Efterkrigstiden var desuden, både i USA og Storbritannien, kendetegnet ved en yderligere stigning i interessen for amatørradio, ikke mindst pga., at den tekniske udvikling i kvaliteten af radioudsendelser, i løbet af krigen, var blevet forbedret. Efterhånden blev det klart, at radioen kunne udnyttes effektivt som massemedie både politisk, kulturelt og kommercielt, men det skulle vise sig at England og USA ville udvikle sig i to forskellige retninger, når det kom til dette, idet USA overtog en kommerciel institutionel model, hvor Storbritannien valgte en public service model.

I USA gik de store radioteknologi-selskaber "General Electric", Westinghouse og AT&T i 1919 sammen og formede "Radio Corporation of America" (RCA) af frygt for udenlandsk konkurrence fra Marconi's datterselskab i USA og for at enes om patentudviklinger. Disse selskaber blev de første seriøse broadcastere på markedet og udviklede sig senere til store netværker i form af NBC, CBS, MBS og ABC.

I Storbritannien samledes ligeledes de førende radioteknologi-selskaber, inklusiv Marconi's selskab, og dannede BBC, der fik eneret på radioudsendelse i landet.13. Danmarks Radiohistorie3. 1 Radioens begyndelse i DanmarkI Danmarks første radiolov af 1907 erklærede staten, at: "Staten har på dansk land- og Søterritorium Eneret til Anlæg og Drift af traadløse Telegrafer (Radiotelegrafer)".2 Det var altså ikke i statens interesse at sprede radioen til den brede befolkning, og årsagen var primært, at man brugte den i militære sammenhænge.

Radioen i Danmark var da også stadig, helt op mod de første år efter 1. verdenskrig, et medie som kun telegrafister, ingeniører og tekniske interesserede brugte i praksis, lidt i stil med USA og Storbritannien. Radioen blev endnu ikke brugt som et envejs-kommunikationsmiddel til en masse, men fungerede derimod, i disse spæde år, udelukkende som et (med datidens øjne) effektivt medie til formidling af privat kommunikation mellem 2 mennesker.

I begyndelsen af 1920'erne blev antallet af radioamatører så stort, at de begyndte at organisere sig i foreninger og klubber, hvilket udbredte kendskabet til mediets muligheder, herunder dets muligheder som massemedie. Snart etablerede de to første klubber med de mildt sagt enslydende navne, Dansk Radioklub og Dansk Radio-Klub, kontakter til den trykte presse i form af henholdsvis B.T. og Politiken, med henblik på at udsende nyheder i stil med det, vi i dag kender som Radioavisen. Svend Carlsen udsendte i 1923 i samarbejde med Politiken den første Radioavis i Europa med det formål at kaste lys over Landmandsbankens økonomiske krise og de hertil ansvarlige. Lytternes reaktioner var begejstrede, og herefter blev Politikens Radio-Avis et fast indslag i Lyngby Radios søndagsprogram. Det er værd at nævne at Lyngby Radio på dette tidspunkt var én af 3 Radiosendestationer i Danmark, hvoraf de andre to var Ryvangen Radio og Københavns Radiofonistation. Disse 3 stationer udkæmpede den såkaldte Æterkrig i 1924, hvor de indbyrdes konkurrerede på deres programflader.

Radioens potentiale som formidlingsinstrument til den brede befolkning blev efterhånden klart, og i den forbindelse opstod spørgsmålet, om radiofonien skulle etableres og drives af private eller staten. Som følge af radioloven af 1923, blev der i 1925 indført monopol som en forsøgsordning, der blev permanent i 1926. Loven klarlagde, at staten skulle etablere og drive radioen, og Statsradiofonien, med Radiorådet som overordnet administrator, blev dannet med det paradoksale formål, når man tager i betragtning, at man havde besluttet, at staten skulle styre radiodriften, at fungere som en uafhængig (økonomisk) offentlig institution. Den økonomiske uafhængighed lå i det faktum, at driften blev finansieret af lytterne, som skulle betale en licensafgift til Radiofonden, såfremt de havde en radiomodtager stående i hjemmet.

Men samtidig afgjorde Folketingets finansudvalg licensens størrelse, og hvem der skulle være medlem af Radiorådet, så trods det faktum, at Statsradiofonien officielt var en selvstændig institution, havde staten (Rigsdagen/folketinget) ikke desto mindre afgørende magt og indflydelse, både på det økonomiske og administrative plan. I starten befandt der sig ingen folketingsrepræsentanter i Radiorådet. Rådet var i stedet sammensat af repræsentanter fra forskellige faggrupper/interessegrupper: Pressen, radiobranchen, lytterorganisationer, Hæren og Statstelegrafen, men da radioens stigende politiske og kulturelle betydning blev åbenlys, reviderede man Radioloven i 1930 således, at 4 partirepræsentanter skulle vælges ind. I 1946 skete endnu en ændring i loven, der bestemte, at Finansudvalgets partisammensætning skulle repræsenteres i rådet.

Pga. et begrænset antal frekvenser, blev der kun oprettet en enkelt radiostation, hvilket ændrede medielandskabet markant. Partipressens fire grenede struktur muliggjorde, at hvert parti havde hvert sit medie at udfolde og ytre sig selvstændigt inden for både politisk og kulturelt. Nu skulle alle modstridende partier og interessegrupper pludselig kommunikere ud til befolkningen gennem det samme medie og enes om nogle retningslinier, inden for hvor dette kunne lade sig gøre. Denne problemfyldte situation var dog positiv i den forstand, at den skulle sikre en form for politisk og kulturel balance og mangfoldighed i dette nye medie.

I de første år blev mediets muligheder diskuteret i kultur- og samfundsdebatten med Statsradiofonien og Radiorådet som politisk kampplads. Fra starten lå det klart, at mediet rummede store muligheder med dets unikke egenskab til at nå hurtigt ud med information til store masser på én og samme tid. Dette potentiale var debattørerne klar over kunne udnyttes i både positiv og negativ retning. Pressens repræsentant i det første Radioråd, L. Elstrup, var bekymret for den mulige udnyttelse af radioen som agitationsmiddel, og med rette, for allerede i 1930'erne sås eksempler på propagandistisk radio i Europa med Nazi-Tyskland og det kommunistisk styrede Sovjetunionen som skrækscenarioer. Socialdemokratiet fokuserede på et af mediets positive udnyttelsesmuligheder i form af radioen som et demokratisk redskab, hvor det demokratiske islæt lå i udbredelsen af information til hele nationen uafhængig af klassetilhørsforhold.

3. 2 Radioen som kulturelt dannelsesinstrumentDanmark var på denne tid, som antydet ovenover, stadig et klasseopdelt samfund, hvilket blev årsagen til at radioens indhold rent kulturelt blev præget af den socialdemokratiske ideologi om at udjævne forskellene i samfundet til fordel for arbejderne. Man kunne i den forbindelse forestille sig, at dette medførte en præference for "arbejderkulturelt" indhold i radioen, men i realiteten blev indholdet meget finkulturelt og dermed meget borgerligt. Socialdemokratiet gik, i modsætning til hvad man umiddelbart skulle tro, ind for dette, fordi man mente, at arbejdernes status kunne hæves til borgerskabets niveau ved at give dem mulighed for at tilegne sig finkulturen. Statsradiofonien finkulturelle linje blev endvidere styrket yderligere med støtten fra radioens første driftsleder, Kammersanger Emil Holm, der var leder at Statsradiofonien til og med 1937. Med ham som leder blev tonen ligesom i BBC meget højtidelig, alvorlig og med dannelsesidealet i højsædet. Statsradiofonien overtog praktisk talt BBS's public service model med de 4 grundelementer: 1) Den må ikke sigte efter økonomisk gevinst, men i stedet være ideelt orienteret, 2) den skal i princippet nå ud til hele befolkningen, 3) den skal styres ud fra centralt fastlagte principper og overordnede nationale hensyn og må derfor ikke tage hensyn til regionale eller andre særinteresser og 4) den skal betjene hele sit publikum forstået som den samlede mangfoldighed af særinteresser.3 Programsammensætningen i Statsradiofoniens første år så ud som følgende:Som det ses af ovenstående skema, fyldte musik en stor del af programfladen med knap 60 %. Heraf udgjorde "den højere Musik" såsom klassisk musik og opera langt den største del, hvilket sandsynligvis kan tilskrives Kammersanger Holms musikalske baggrund. Da fonografen og andre optageteknikker endnu ikke var så udbredte, blev musikken transmitteret direkte fra især koncertsale eller musikrestauranter. Musikkens centrale placering i radioen kan endvidere ses af det faktum, at Statsradiofonien i 1931 fik sit eget symfoniorkester4. Antallet af programtyper var også begrænset af den tvungne direkte udsendelse, hvilket var årsagen til fremkomsten af nye programtyper eller genrer senere hen, da man blev i stand til at optage5, hvilket jeg vil komme ind på senere i min redegørelse.

Statsradiofoniens inkorporering af de førnævnte public service elementer kunne tyde på en imødekommelse af lytternes interesser, men dette var ikke tilfældet. Lytternes ønsker var, alt taget i betragtning ligegyldige, da Statsradiofonien som institution så og sige skulle "opdrage" befolkningen, specielt arbejderklassen, om den "rigtige smag" (tilhørende borgerskabet), som ikke kunne diskuteres.

Lytterne havde kun mulighed for at ytre sig om radioens indhold og håbe på nogen indflydelse gennem lytterorganisationer, hvis indflydelse var begrænsede. Dog mødte radioens musiske udbud til tider modstand i den offentlige debat, hvor et eksempel kunne være Næstformand i Arbejdernes Radioforbund, Peder Nørgaard, der i 1934 gav til kende, på arbejdernes vegne, at det folkelige i højere grad burde være i højsædet efter fyraften.

De første 4 år vidste Radiorådet intet (med sikkerhed) om lytternes holdninger til Statsradiofoniens programudbud, men må formodes at have haft en stærk mistanke, da udenlandske undersøgelser viste at publikum havde programønsker i modsat retning af det finkulturelle. Til sidst i 1929, efter pres fra lyttere, pressen og radiofabrikanterne, gennemførte Radiorådet Danmarkshistoriens første lytterundersøgelse, der fik navnet "Balalajka-undersøgelsen", pga. en bestemt efterspørgsel der gik på mere musik med bl.a. dette strenge-instrument. Der blev sendt et spørgeskema ud, trykt bagpå girokortet til licensbetaling, til lytterne, hvoraf hele 62 % af husstandene svarede, hvilket vidner om interessen for øget indflydelse på radioprogrammets udbud. Her kunne lytterne afkrydse, om de ønskede mere eller mindre af forskellige programkategorier og yderligere komme med særlige ønsker.6 Af undersøgelsen fremgik det, at folk ønskede mindre musik af "højere" karakter såsom opera, symfoni- og kirkemusik og ligeledes mindre undervisning, som ellers ikke udgjorde mere end 6 % 7, hvilket måske kan opfattes symptomatisk for lytternes holdning til at blive "belært" af radioen om rigtigheden af de aristokratiske præferencer. Denne holdning kan desuden læses af lytternes "særlige ønsker", som gik i stik modsat retning af det eksisterende programudbud og bestod af ønsker om mere blæsemusik, gammel dansemusik, skuespil, sketches, let underholdning, kabaret m.m. Undersøgelsen, hvoraf det tydeligt fremgik at lytternes ønsker var af langt mere folkelig og populær karakter end det eksisterende programudbud, overraskede Radiorådet, men man valgte at ignorere det klare resultat med den undskyldning, at undersøgelsen alene skulle være "orienterende" for ledelsen, som Radiorådets forretningsudvalg udtrykte det. Udvalget formidlede til Radiorådet, at udsendelser til stadighed skulle have fokus på det "(…)opdragende, belærende og kunstnerisk højnende(…)"8, altså det finkulturelle frem for den lettere underholdning.

Hvor meget radio folk præcist hørte, er svært at sige, da man ikke udførte systematiske lytterundersøgelser, men interessen, var, trods det finkulturelle og opdragende udbud, i hvert fald til stede, hvilket fremgår af antallet af licensbetalende husstande, der allerede i 1929 lå på ca. 250.000, svarende til ca. 800.000 lyttere ud af de daværende 4 mio. indbyggere.93.3 Foredrag og neutralitet vs. alsidighedNår det kom til foredragene, der udgjorde ca. 1/10 del af programudbudet10, var der uenighed mht., om disse skulle være alsidige eller neutrale i deres indhold. De borgerlige tog afstand fra alt politisk farvet indhold, og mente at alsidighed i form af repræsentation af alle synspunkter i den enkelte udsendelse var lig med neutralitet og dermed ideelt. Desuden var deres holdning, at ingen udsendelser "(…)måtte overskride grænserne for "det alment accepterede"".11 Socialdemokratiet og Det radikale Venstre mente derimod, målet var alsidighed i den samlede programflade. Politisk farvet indhold i den enkelte udsendelse var tilladt og ville endvidere fremme samfundsdebatten og synliggøre samfundets konflikter.

Politikere og Radiorådet overvågede foredragene, og selvcensur blev etableret pga. denne debat som en naturlig del af arbejdet i en public service institution.

3.4 RadionyhederDa man, tilbage i Statsradiofoniens etableringsfase i den offentlige og politiske debat, diskuterede muligheden for, at en privat virksomhed skulle drive Statsradiofonien, var den trykte presse modstandere af dette, idet den frygtede en ny konkurrent, der kunne true dens position på markedet for nyhedsformidling. Den trykte presse støttede selvsagt den statskontrollerede model og helt fra starten og frem til 1964 overlod staten oven i købet ansvaret for nyhedsstof til Den Danske Presses Telegramudvalg som kontrollerede Pressens Radioavis og fungerede uafhængigt af Statsradiofonien (senere Danmarks Radio). Udvalget var kun økonomisk afhængigt af Statsradiofonien, som dækkede alle udgifter, men derudover havde udvalget total frihed til forvaltningen af midlerne og nyhedernes indhold og form. Nyhedsdækningen var til og med 2.verdenkrig, sammenlignet med nutidens forhold, relativt begrænset på flere måder. Indtil 1939 var der kun 2 radioaviser om dagen, den første kl.19 og én senere som afslutning på dagens program. På den måde undgik den trykte presse reel konkurrence fra radioen, da alle aviser var udkommet ved den første radioavis, så de fleste lyttere sandsynligvis allerede havde fået nyhederne gennem det trykte medie. I det første år var nyhederne meget neutrale i form af telegramoplæsninger. I løbet af 1930'erne skete en mindre forøgelse af den politiske nyhedsværdi med flere nyhedsgenrer såsom direkte transmissioner af aktuelle begivenheder, interviews og reportager, men det blev stadig præsenteret på den mest objektivt mulige facon. Senere fik reportagen og det aktuelle større indpas i Radio Avisens nyhedsspektrum, da der efter 2. verdenskrig blev oprettet programmet "Aktuelt Kvarter", der efter 1950 blev adskilt fra Radioavisen og opbyggede et stort net af udenlandske freelance-korrespondenter. Det er værd at bemærke, at den direkte reportage viste, hvad radiomediet kunne i forhold til de trykte medier, nemlig levere nyheder mens de skete og på mere sanselig vis.

Dette var også i allerhøjeste grad tilfældet mht. sportsnyhederne, herunder de direkte sportstransmissioner, der til sammen udgjorde den del af Radio Avisen, som var mindst neutral. Disse begivenheder blev gengivet meget usagligt, malende og med kraftig karakter af Nationalisme, hvilket da også var genstand for megen kritik i samtiden (jævnfør foregående afsnit: "Foredrag og neutralitet vs. alsidighed"). Kritikken havde dog kun ringe effekt, da den utroligt populære og folkekære kommentator Gunnar "Nu" på mange måder var blevet sportstransmissionernes varemærke. Gunnar Nu's popularitet skyldtes også delvis hans spontane og talesprogsprægede sprogtone, der stod i skarp kontrast til de øvrige programmers højtidelige og korrekte rigsdanske sprogbrug, som var kendetegnende helt frem til 1970'erne inden for nyhedsområdet. Dels af tekniske grunde, men nok især af konkurrencemæssige grunde, blev kun sidste del af sportsbegivenheder transmitteret, da sportsnyheder jo også var en del af den trykte presses nyhedsstof. Dette var bl.a. tilfældet under OL i 1948.

3.5 Radioens indflydelse på fællesskabsfølelsenRadioens indtog havde ikke kun indflydelse på det politiske og kulturelle plan, men også i høj grad på det sociale fællesskab både i hjemmet og på nationalt plan. Radioen blev en struktur-skabende faktor i hverdagen, da mange begyndte at synkronisere deres gøremål efter radioens nøgleprogrampunkter. Pressens Radioavis kl. 19 var dagens nyhedsopsummering, og når kl. slog 12 på Københavns Rådhus, kunne alle lyttere synkronisere tiden derefter. I 1931 blev pausesignalet indført, hvilket var det ældste stykke danske musik fra 1300-tallet: "Drømde mik en drøm i nat", som for lytterne blev et konstant minde om nationens gamle historie. På den måde bidragede radioen til en fælles tidsopfattelse, ligesom den bidragede til fælles nationale oplevelser på tværs af rum - et slags "(…)her-og-nu-fællesskab."12Radiolytning var indtil udbredelsen af transistorradioen og grammofonen en begivenhed om aftenen, hvor alle familiemedlemmer normalt hyggede sig sammen. Det var især underholdningsområdet, der skabte dette sociale grundlag. Underholdning, havde, som før nævnt, været underprioriteret i programfladen tidligere, men dette begyndte langsomt at ændre sig i overensstemmelse med den generelle efterspørgsel på mere folkelig radio med mere let underholdning, der havde været almindelig kendt siden Balalajka-undersøgelsen i 1929. Radioen producerede til at starte med programmer tilrettelagt hvert familiemedlems interesser og programmer, hele familien samledes om i fællesskab. "Week-endhytten", startende i 1942, med optrædelser og interviews med danske og udenlandske stjerner, var et sjældent eksempel på let underholdning. I begyndelsen af 1930'erne dukkede den rene fiktion op i form af den nye genre "Hørespillet" eller "Radiodramaet", men slog, på grund af genrens dramaturgiske problem med, at man nu pludselig skulle forsøge at skabe billeder og stimulere fantasien gennem høresansen, først rigtig igennem med de bragende succesfulde kriminaldramaer "Mordets Melodi" fra 1943, "Gregory-mysteriet" fra 1954 og "Sivah-skriget" fra 1956.

En anden genre, der var mere folkelig i sit udtryk og indhold end størstedelen af radioens øvrige programmer, var den sociale montage. En forgangsmand inden for genren var Axel Dahlerup, der producerede "Hørebilleder fra Dagliglivet", som begyndte udsendelser allerede i 1932 og dokumenterede den danske mangfoldighed på et meget jordnært og uhøjtideligt plan i samme stil som Gunnar Nu's umiddelbare formidling af sit materiale.

DR fik også en ny kanal (P2) i 1951, men denne kanal skulle dog ikke konkurrere med P1, men udelukkende supplere, så kanalen var altså ikke en underholdningskanal for folket og blev hovedsageligt oprettet, fordi det var teknisk muligt. Først med den nye radiolov i 1959, hvor Statsradiofonien fik det nuværende navn, Danmarks Radio (DR), blev radioen forpligtet til at sende underholdning. Dette skete efter, at piratradiostationen Radio Merkur havde brudt monopolet i 1958 og sendt populær musik, som indirekte tvang DR til at imødekomme folks smag for det populære. DR ville dog ikke uden videre give efter for folks ønsker og opgive traditionen med de belærende, opdragende og dannende værdier, og kun langsomt og besværligt fandt folks smag vej til programudbudet på et efterspørgselstilfredsstillende niveau i eftertiden, således at radioens public service erklæring, der omhandler betjening af "hele sit publikum (…) forstået som den samlede mangfoldighed af særinteresser"13, kom tættere på sandheden.

4. Sammenligning af udviklingen i USA, Storbritannien og DanmarkUSA's institutionelle radiomodel var (og er), som nævnt tidligere, af meget kommerciel karakter. Radiolandskabet var i dette land kendetegnet ved en overordnet regulerende magt (FCC), hvorunder en række store netværker, som NBC, CBS, MBS og ABC blev dannet (i den angivne rækkefølge) og hver især drev adskillige stationer fordelt ud over hele landet. Dannelsen af netværker var nødvendig for at muliggøre kommunikation til hele nationen på én gang. Dette indebar, at der ikke ligesom i Storbritannien og Danmark, var monopol, men frie markedskræfter på spil, hvor alle de mange stationer skulle konkurrere på programudbudet. For at tiltrække flest lyttere, forsøgte man derfor at give folk, hvad de ønskede, hvilket resulterede i at underholdningsområdet blev dominerende i de amerikanske radioer fremover. Udbredelsen af de mange stationer i USA skabte et kaos på frekvensområdet, så stationernes frekvenser forstyrrede hinanden. Dette ville Danmark og Storbritannien undgå. Som før nævnt, gik de førende radioproducenter i Storbritannien sammen og dannede BBC i 1922, der som de eneste fik licens til at sende radio. Dette lod sig især gøre fordi nationale løsninger i samtiden var fortrukket frem for industrielle løsninger. Herhjemme og i Storbritannien, fungerede, henholdsvis Statsradiofonien (senere DR) og BBC, som statslige institutioner, der i stedet for at tilfredsstille efterspørgslen på underholdning som i USA, var drevet af public service-målsætninger, præget af stærk paternalisme, der medførte (ud)dannelse og opdragelse af folket. Underholdningsidealet var til stede, men væsentligt underprioriteret, og var altså i stedet erstattet af et ønske om moralsk ansvarlighed. BBC og Statsradiofonien fokuserede dermed begge på en direktion og dannelse af folks smag, frem for en forfølgning af den, som i USAFinansieringen af radiodriften både i Danmark og Storbritannien kom fra licensbetalinger fra radio-ejende husstande, hvor den lovgivende magt bestemte licensbeløbets størrelse. Dette stod i kontrast til radiodriften i USA, der blev finansieret af kommercielle interesser fra annoncørernes side, hvilket yderligere bidragede til fokuseringen på det som sælger - underholdning. Netværkerne gav annoncørerne sendetid, der i bytte sponserede eller producerede programmer til stationerne eller skaffede dem reklameindtægter. Senere overtog reklamebureauer denne opgave og leverede hele programpakker sponsoreret af annoncørerne.

For at ramme den amerikanske befolkning bredest hyrede reklamebureauerne og sponsorerne i 1930'erne firmaer ("Crossly Ratings" & "Hooperatings"), der lavede lytterundersøgelser af folks meninger om radioprogrammerne, så de kunne tilrettelægge dem efter folks smag. Statsradiofoniens brug af publikumsundersøgelsen i 1929 står, i denne forbindelse, naturligvis i total modsætning til amerikanske tilstande i den forstand, at Statsradiofonien ikke lyttede til folks massive krav om mere folkelig og underholdende programindhold.

Musik var en naturlig del af radioens indhold i alle 3 lande, men der var væsentligt forskel på typen af musik på de 2 sider af Atlanten. I Danmark og Storbritannien havde den klassiske musik og operaen den største plads, idet begge radioers ledelser havde aristokratiske musikpræferencer. Tonen på BBC og Statsradiofonien var desuden ret højtidelig og didaktisk. I USA så det helt anderledes ud, med populærmusik på programmet og en mere folkelig og "showpræget" tone.

I løbet af noget tid begyndte BBC og Statsradiofonien dog at tage skridt i amerikansk retning og blev mere forstående og lydhøre overfor lytternes ønsker. Efter pres fra befolkningen, kombineret med opsigelsen fra BBC's mest indflydelsesrige leder, John Reith, og konkurrence fra de amerikaniserede radiostationer "Radio Normandie" og "Radio Luxemborg"i 1930'erne, blev BBC efterhånden nødsaget til at sende mere populærmusik og flere folkelige programmer, ligesom det var tilfældet for Statsradiofonien, da Radio Merkur dukkede op.

Den største forskel mellem Storbritannien og Danmark var, at den trykte presse i Danmark også kontrollerede nyhederne i radioen og dermed kunne undgå den værste konkurrence fra radioen, men i Storbritannien var den trykte presse og radionyhederne to adskilte institutioner, så her måtte den trykte presse tilpasse sig de ændrede markedsforhold.

Det er vigtigt at pointere, at de værdier, som er knyttet til henholdsvis den amerikanske kommercielle model og britiske public service model, udgjorde rammerne for radioudsendelser i andre lande, herunder Danmark. Danmark overtog den britiske model i stedet for den amerikanske, måske fordi den simpelthen var mest oplagt. Storbritannien lignede Danmark kulturelt og socialt i langt højere grad, end USA gjorde det, og Storbritanniens geografiske størrelse i forhold til det gigantiske USA, har sikkert også spillet ind. Disse mere eller mindre identiske forhold samt den forholdsvis lille geografiske afstand, skabte sandsynligvis en relativt høj identifikationsgrad med britiske forhold, som sandsynligvis gjorde valget naturligt.

5. KonklusionDe tidlige års tekniske eksperimenter udviklede radioen, så det blev muligt at sende tale og musik, hvorefter radioens rolle som massemedie lå klart.

I Danmark fik vi et radiomonopol, der stort set overtog den britiske public service model og dens paternalistiske værdier. Dette medførte en skævhed i forhold lytternes ønsker, som favoriserede underholdning i form af fiktion og populærmusik i forskellige afskygninger samt en generel folkelig tone. Disse ønsker stod i stærk kontrast til radioens i realiteten alvorlige, højtidelige, didaktiske og dannende karakter, der var karakteristiske for radioens programmer med klassisk musik, undervisning og oplysning i front.

Det politiske indhold var til stadighed til diskussion. Man kunne ikke enes om, hvor politisk farvede foredrag måtte være, eller om politisk alsidighed skulle være til stede inden for den enkelte udsendelse eller blot i den samlede programflade. Man frygtede, at agitation ville få overtaget, hvilket resulterede i en konstant overvågning af det politiske indhold, både fra kritikeres og radioens egne medarbejderes side.

På nyhedsområdet fik den trykte presse kontrollen over radioens nyhedsformidling, hvilket medførte en begrænset nyhedsdækning i radioen for at undgå konkurrence. I starten var nyhederne af samme årsag meget neutrale, men snart opstod nye mere sanselige nyhedsgenrer som den direkte (sports)reportage.

Radiolytning øgede følelsen af et nationalt fællesskab med dens evne til at synkronisere tiden og skabe en fælles ramme om hverdagen. Radiomediet havde nemlig den klare fordel i forhold til andre medier i samtiden, at dens informationer og budskaber kunne nå ud til en hel nations befolkning på én gang, på tværs af tid og rum. På det familiære plan havde radioen ligeledes betydning, idet den bragte familien sammen i fælles lytning om aftenen.

Konflikten mellem radioens programudbud og folks krav til samme, blev gradvist opløst som tiden gik, således at man tilnærmede sig en mere naturlig balance i det oplysende og underholdende fra etableringen i 1920'erne til slutningen af 1950'erne.

Danmarks radios udvikling kan endvidere i vidt omfang sammenlignes med den britiske, da Danmark i store træk adopterede Storbritanniens public service model. På den måde står både den danske og britiske udvikling i diametral modsætning til den amerikanske udvikling med inkorporering af den kommercielt finansierede radio, der fokuserede på at tilfredsstille og dermed underholde dets lyttere frem for alt andet. I denne proces blev det undladt, at tage hensyn til moralske forpligtelser, som var en central målsætning i Storbritannien og Danmark.

6. Kilde- og litteraturfortegnelseGorman, Lyn; McLean, David (2003): Media and Society in the Twentieth Century. A Historical Introduction. Oxford: Blackwell.

Jensen, Klaus Bruhn (2003): Dansk Mediehistorie (DM), bind 1-4. København: Samfundslitteratur.

digitaliser danmark 2011 078bw

Lee De Forest, published in the February 1904 issu...

public domain photo

Marconi Room