Denne danske stil handler om bogen: Dinas Bog. Jeg går i 2.g. på et dansk gymnasium og fik 11 i karakter(jeg kender ikke den engelske karakter for 11).

Dinas bog

af Herbjørg Wassmo

Når man har læst en bog som Dinas bog, får man meget at tænke over. Man følger sin hovedpersons identitet gennem hele forløbet og føler sorg, glæde og smerte på samme måde som hun. Man drages til at følge Dina gennem alle hendes længsler og den autistiske adfærd, samtidig med, at man føler sig som den eneste i verden som forstår det vanskelige sind, bag det lukkede ydre - tror man.

For det mest interessante ved denne bog er at man aldrig forstår sin hovedperson helt. Bedst som man føler sig hjemme i hendes psyke, sker der noget helt uventet og man befinder sig atter engang på herrens mark.

F.eks. i slutningen føler man, at Dina langt om længe har styr på sit liv. Hun viser for første gang lidt omsorg for sin søn, som hun ellers indtil da har overladt i andres varetægt og behandlet ham på samme måde som hun selv blev det.

I Am Dina

DINA

Dog with demodectic mange

Hun ved jo ikke, at børn har brug for omsorg når hun kun selv har oplevet, at få den ganske kort af sin mor.

Bogens hovedperson, Dina Grønelv (datter af en meget magtfuld og rig lensmand) kommer ved et uheld, som barn til at slå sin gravide mor ihjel. Herefter tager ingen sig af det stakkels barn som får lov til at vokse op i stalden uden nogen form for kærlighed. Dette gør, at selvom Dina kommer fra et rigt hjem, vokser hun op som fattig og har det bedst med det. I de tilfælde hvor hun ved selskabelige lejligheder er blevet hentet indenfor har hun som barn altid gjort alt hvad der stod i hendes magt for ikke at komme og senere som voksen, provokerede på det groveste ved at ryge cigarer og deltage aktivt i mændenes debat.

Dette følger Dina resten af hendes liv og hun ender faktisk med at blive accepteret som ligeværdig handelspartner og medborger. Dermed bryder hun den Victorianske verdensopfattelse og kan anses som den første kvinderettighedsforkæmper selvom hun jo ikke gør noget specielt for det hun selv anser som helt i orden.

Men bag den stærke facade kæmper Dina med mange skyggesider af sig selv. Hun lever i en verden for sig selv og styrer med hård hånd hvis ikke det hele går som hun ønsker det. Hun vil have at alle retter sig efter hende og ingen må være lykkeligere end hun.

I denne roman betyder kærligheden meget og for Dina bliver den også grundlag for alle problemstillinger:

Først ser man den lille pige som intet kender til kærlighed og savn. Da hendes mor levede vidste hun hvad det at være holdt af, men efter moderens død trækker Dina sig ind i sin egen autistiske verden hvor hun helt mister talens brug. Dette forfølger hende resten af hendes liv og det hele gentager sig da hun bliver enke, efter selv at have myrdet sin mand, for altid at have ham hos sig. Hun har et forvrænget billede af savn og ved ikke hvorfor Hjertrud (hendes mor) altid har fulgt hende som ånd. Hun ved ikke hvad savn betyder, men hun ved til gengæld at de døde altid vil være hendes. Derfor myrder hun sin ægtemand Jakob idet han var hende utro og hun ville have ham for sig selv. Senere dræber hun også sin elsker Leo, men her er motivet anderledes. Han er den første som når helt ind til kærnen af hendes ellers så frosne hjerte og tør det op så længe han er i nærheden. Han er den hun lever og ånder for, den hun tænker på dag og nat, og den som ødelægger, destruerer, smadrer.

For da Leo ikke ønsker at gifte sig med hende, synker hendes verden i grus.

Lige inden hun myrder ham siger hun: "Jakob og de andre, de blev hos mig. De har brug for mig" og deraf har vi motivet; hun ville beholde Leo hos sig selvom hun på nuværende tidspunkt endelig er blevet klar over at det ikke er hende selv som råder over døden.

Der er også mange symboler i bogen.

For det første har vi Dinas celloer. De udtrykker hendes humør meget tydeligt og da Lorchs cello på et tidspunkt er "død", hvorefter den efter noget tid heler sig selv, så er det i virkeligheden Dina som heler sig selv i sit tab over Lorch.

Derudover har vi også Dinas´ hest sorte og den lille bog med Pusjkins digte som hun tager i pant hos Leo. Deraf oversætter han et digt som egentlig er en sammenfatning af hele Dinas liv og udvikling:

Hun raser og hyler som vilddyr jeg så,

Når madding hun øjner bag jernklædte stænger.

Sig kaster mod barden på håbets vinger

Og slikker sultent hvert bjerg.

Men aldrig hun stiller sin tærende længsel

De tavse bjerge er truende fængsel.

Her ses jo helt tydelig et eksempel på hvordan Dina hele tiden forsøger at slippe ud af det " truende fængsel".

Dinas hest symboliserer den sorte drivkraft. Den afspejler hendes sjæl i størstedelen af forløbet, men bliver til sidst syg og Dina afliver den. Dette betyder at hun da er rede til at gøre op med den mørke del af sig selv og starte en udvikling.

Denne udvikling fortsætter, da mor Karen dør (Jakobs mor som Dina har en tæt forhold til). Her kommer den hvide farve i forgrunden og denne del af udviklingen kan man kalde indsigten, læringen. Her opdager hun pludselig at hun ikke er gud. At det ikke er hende som råder over døde og levende, men at alle vil dø på et tidspunkt.

Til sidst har vi den røde farve da Dina dræber Leo. Dette er afslutningen på hele udviklingsforløbet som altså ender med et opgør hvormed hun ønsker at erklære sig fri og uafhængig.

Dette opgør viser sig helt tydelig i starten på epilogen, hvor der lægges op til Leos drab:

SER IKKE PÅ MIG, AT JEG ER SORT, THI SOLEN HAR BRÆNDT MIG;

MIN MODERS SØNNERERE BLEVNE VREDE PÅ MIG, DE HAVE SAT MIG

TIL VINGÅRDENS VOGTERINDE; MIN VINGÅRD, SOM JEG HAVDE, HAR JEG IKKE BEVOGTET.

GIV MIG TILKJENDE, DU, HVEM MIN SJÆL ELSKER!

HVOR DU VOGTER, HVOR DU LADER JORDEN LIGGE OM MIDDAGEN,

AT JEG IKKE SKAL VÆRE SOM EN KVINDE, DER GÅR TILHYLLET VED

DINE MEDBRØDRES HJORDE.

(Salomó Højsang, kap. 1, v. 6 og 7)

Forfatteren har gjort en grundig research for at få det helt rigtige tidsbillede.

Dinas bog er en historisk roman med skildring af en (velstående) bondekultur med afhængighed af natur, stærke slægtsnormer og faste roller fordelt mellem mænd og kvinder. Den giver et godt og spændende indblik i de sociale roller sådant som de var bundet til stand, slægt, ejendom og traditioner.

Som det er normalt for Herbjørg Wassmo optræder mange bibelske tekststeder som modsætningsmønster til den moderne psykologi og feminisme. De optræder sammen som et stort symbolsk mønster og gør på den måde Wassmo i stand til, at vende den ellers tidsbundne bonde- og slægtsroman til en roman med kvindekraft og kvindelig stolthed; læseren føres på én gang ind i en enkelt kvindes komplicerede psyke og ud i et skæbneorienteret spil.

Herbjørg Wassmo blev født i 1942 i Vesterålen i Nordnorge. Der boede hun hele sin barndom. Som ung pige vakte hun utrolig stor opmærksomhed idet hun på få år skrev et stort romanværk på 3 bind, Tora trilogien.

Som voksen uddannede hun sig til skolelærer og arbejdede 16 år i en folkeskole, før hun endelig besluttede at vige sit liv til forfatterskaben.

Og det var her hun endelig gav skrivekløen frit løb. Inden længe havde hun påbegyndt et andet stort værk, trilogien hvoraf Dinas bog er den første, som denne aflevering omhandler.

Dinas bog blev første gang udgivet i 1989. Senere har den været genoptrykt mange gange og den 15. marts er der premiere på Ole Bornedals filmatisering: I am Dina som jeg selvfølgelig glæder mig meget til.

Jeg synes forfatterens intentioner er lykkedes utrolig godt. Hun får skabt et perfekt tidsbillede af 1800 tallets Nordnorge, og viser med Dinas psyke hvor galt det kan gå, hvis ikke børn får nok omsorg. Samtidig perspektiverer hun så godt til nutiden, at man sagtens kunne tro at dette kunne være sket nu. Der findes stadig masser af børn som oplever at blive svigtet af sine forældre, hvorefter de vil være psykisk præget resten at deres liv.

Hun får dermed gjort bogen perfekt tidløs og lader Dina reagere med nytidens kvindesynspunkter uden at bryde med tiden.

Jeg synes bestemt bogen kan anbefales. Jeg er en stor læsehest og stiller mig ofte kritisk over for de romaner jeg læser. Men i dette tilfælde vil jeg overhovedet ikke betænke mig et øjeblik ved at videregive min gode erfaring.

Samtidig vil jeg dog sige, at jeg i dette tilfælde har været utrolig heldig ved at finde en bog i min egen yndlingsgenre, historiske romaner, hvilket jo selvfølgelig ikke har gjort det værre. Det eneste jeg egentlig bebrejder mig selv i dag er, at jeg ikke læste denne bog for lang tid siden.

Hvis jeg skulle sætte karakter på denne bog, ligger den helt klart i toppen. Jeg tror ikke jeg har læst mange bøger som kan komme op på siden af den, hvis jeg holder mig inden for den genre.